Spørgsmål &
Svar
Når Anders Lund optræder
med tankelæsning, kan det ikke undgås at der opstår en
række spørgsmål man gerne vil have svar på. Her
er eksempler på nogle af de ting han ofte bliver spurgt om, efterfulgt
af hans svar:
Hvad er det egentlig du gør
når du læser tanker?
Anskuet rationelt kan man sige at
jeg benytter nogle teknikker der sætter mig i stand til at afkode
den del af vores kommunikation der ikke er verbal; alle de små tegn
og signaler vi ubevidst sender hinanden, når vi gerne vil have at
et andet menneske skal forstå vores intentioner. Men teknik alene
gør det selvfølgelig ikke, en lige så stor del af det
at læse tanker har en mere intuitiv karakter. Som tankelæser
skal man kunne give sig fuldt og helt hen til den andens tankeprocesser.
Noget der kræver en gensidig forståelse der er hinsides den
måde vi normalt kommunikerer på. Derfor er tankelæsning
også kun muligt som en form for tovejs kommunikation. Hvis den ene
part ikke samarbejder om at få læst sine tanker, så bliver
der ingen tankelæsning.
Kan tankelæsning misbruges?
Alting kan misbruges. Men da tankelæsning
kun kan lade sig gøre hvis der er en gensidig enighed om at forsøge
at forstå hinanden, kan jeg ikke se at det vil ske særligt
ofte.
Kan tankelæsning bruges
til andet end underholdning?
Ja, det kan til en vis grad benyttes
til at blive bedre til at fornemme andre menneskers hensigter og behov.
Alle situationer hvor almindelig verbal kommunikation kommer til kort,
f.eks. i en forhandlingssituation med en potentiel kunde eller når
man forsøger at hjælpe andre med at løse personlige
problemer.
Hvorfor bruger du ikke tankelæsning
terapeutisk?
Hvis man skal være terapeut,
skal man have et mere end almindeligt behov for at hjælpe andre.
Selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe de mennesker der står
mig nær, men når det drejer sig om tankelæsning, interesserer
det mig mere at stå foran et publikum og underholde med det jeg kan.
Er der nogen der er bedre til
at få læst tanker end andre?
Ja, der er stor forskel på
hvor meget man tør åbne sig. Kvinder er som regel bedre til
det end mænd, men ikke altid.
Er det nogen gange du må
give op, fordi det er umuligt at læse en tilskuers tanker?
Det sker, men sjældnere og
sjældnere. Efterhånden er jeg blevet god til at vælge
de rigtige personer ud til mine eksperimenter. Men det er klart at jeg
med nogle personer kan opnå mere utrolige ting end med andre.
Har du nogensinde problemer med
at få frivillige til at medvirke i dine eksperimenter?
Nej tværtimod, når de
ser at jeg behandler alle med respekt og ikke kommer frem med noget der
stiller dem i et dårligt lys, så synes de fleste faktisk det
er sjovt at medvirke.
Når man ser dig optræde,
slår det en at du må sætte de tilskuere du har på
scenen i en bestemt tilstand for at opnå de utrolige ting du gør?
Det er rigtigt, det er en del af
det: For at få de tilskuere jeg har på scenen til at komme
med nogle ubevidste tilkendegivelser, der er stærke nok til at jeg
kan aflæse dem, bliver jeg nødt til at sætte dem i en
tilstand hvor deres selvbevidsthed træder i baggrunden, så
deres bevidsthed som under hypnose er delvist under min kontrol.
Dog aldrig i så ekstrem grad som under hypnose, det er heldigvis
ikke nødvendigt. Bare det at træde op på en scene skaber
den rette tilstand hos de fleste.
Benytter du den samme taktik når
du optræder tæt på for en lille gruppe?
Nej, det er ikke nødvendigt.
Når jeg er tæt på mit publikum, kan jeg have øjenkontakt
med hver enkel tilskuer, derfor behøver den enkelte tilskuers ubevidste
tilkendegivelser ikke at være så kraftige som på scenen.
I den situation er jeg i stand til at aflæse endog meget små
tegn. Men det forudsætter selvfølgelig at tilskuerne er trygge
ved situationen og har lyst til at samarbejde med mig. Derfor forsøger
jeg også altid at skabe en tryg og afslappet stemning, hvor publikum
kan glemme sig selv og være 100% nærværende.
Til sidst: Hvorfor har du valgt
en så usædvanlig levevej?
Det er en livsform der aldrig bliver
kedelig eller forudsigelig. Der er aldrig to forestillinger der er helt
ens, aldrig to tilskuere der reagerer helt på samme måde. Alt
sammen noget der er med til at skabe en intensitet og et nærvær
som man kun sjældent oplever i en almindelig dagligdag. Man bliver
simpelthen afhængig af det!

|